| Svend 2. Estridsen (ca. 1020-74)Dansk konge 1047-74, søn af Ulf Jarl og Estrid, datter af Svend 1. Da kongeslægtens mandslinje uddøde 1042 med Hardeknud, skal Svend Estridsen først have anerkendt Magnus, men snart efter have rejst sit arvekrav på riget. Medens Magnus den Gode regerede havde han ingen fremgang, og efter tronbestigelsen 1047 blev han i mange år svært trængt af Harald Hårderåde, ifølge en teori, var Svend i en årrække fordrevet til Sverige. Som feltherre var Svend Estridsen den evige taber. Bl.a. ved Niså i 1062. Som regent var han den skelsættende personlighed, der førte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Han styrkede rigsenheden på bekostning af de fire landsting og øgede kongens indflydelse på retsvæsenet, hvorved han også skaffede kronen større indtægter. Han organiserede den danske kirke og samarbejdede fortræffeligt med såvel kirken, ved bisp Vilhelm, som pavestolen, ved Gregor 7., for en stor del også med ærkesædet, selv om kongen forberedte den
danske kirkes frigørelse fra Hamburg-Bremens overhøjhed. Svend Svendsen, kongesønnerTre af Svend Estridsens mindst 16 sønner fik navnet Svend. Deriblandt den eneste legitime, der døde ung. Svend Korsfarer (død 1097) vandt internationalt ry for sin modige kamp mod tyrkerne i Lilleasien, hvor han faldt. Den tredje Svend, død
1104, huskes dels som fader til Henrik Skadelår, dels for sit endeligt. For ikke at miste sin chance ved kongevalget 1104 fortsatte han rejsen mod landstinget efter at være blevet syg. Det kostede ham livet. |