| VALDEMAR 1. DEN STORE ( 1134-1186)
konge af Danmark: 1157-1186
Valdemar var søn af Knud Lavard, der blev myrdet af kong Niels' søn Magnus. Ligesom sin far blev Valdemar opfostret af Hvideslægten.
Han voksede op sammen med Absalon, søn af Asser Rig og sønnesøn af Skjalm Hvide, som senere blev en af Valdemars mest loyale medarbejdere. Under borgerkrigen efter mordet på Knud Lavard sluttede Valdemar sig til Sven, søn af Erik Emmune, men han skiftede side og valgte at støtte Knud, Magnus'søn. Kampen mellem de tre kongsemner, Sven (søn af hævneren af mordet, Erik Emmune), K
nud (søn af morderen, Magnus) og Valdemar (søn af den myrdede, Knud Lavard) svækkede rigets tilstand og gjorde landet sårbart overfor tysk intervention.
Danske stormænd gennemtvang derfor et forlig i 1157, hvorefter Sven, Knud og Valdemar delte landet mellem sig.
Valdemar blev konge af Jylland.
Da forliget blev fejret på kongsgården i Roskilde, søgte Sven at myrde sine to medkonger.
Mens Knud blev dræbt, lykkedes det for Valdemar at undslippe til Jylland.
Ved et slag på Grathe Hede ved Viborg få måneder efter sejrede Valdemar.
Svend blev dræbt af jyske bønder, da han flygtede efter slaget.
Valdemar blev herefter enekonge.
Det lykkedes for ham at gøre eventuelle kongsemner til tro tjenere i stedet for fjender, og kunne sikre sin slægt som Danmarks retmæssige konger. I 1170 samlede han en skare stormænd og gejstlige til et møde i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han fejrede helgenkåringen af sin far, Knud Lavard, samtidig med at han fik sin søn, Knud 6., kronet og salvet som medkonge. Hermed var den k
ongelige arvefølge inden for Valdemars slægt indført. Politisk stod Valdemar for et snævert samarbejde med en styrket kongemagt og kirken.
Hær og flåde blev styrket, hvilket gjorde det muligt at besejre venderne. Han forstærkede Dannevirke og opførte en række borge til beskyttelse af kysten (bl.a. Absalons borg ved byen
Havn, senere København).
Valdemar døde i 1186. |